Landbrugsstøttens virkelige problem

Politikens stort anlagte ”afsløring” af, at spejdere, lufthavne, en naturfond og andre får del i EU’s landbrugsstøtte fjerner fokus fra det virkelige problem. Det virkelige problem er, at hovedparten af de mange milliarder støttekroner godt nok udbetales til den tiltænkte målgruppe af landbrugere men stort set ryger ubeskåret direkte videre til banker og kreditorer. Støtten har nemlig blot fået jordpriserne til at stige til langt mere end landbrugsproduktionen kan forrente. Så drop forargelsen over de småbeløb som går til fonde, foreninger og virksomheder, som i øvrigt ofte driver jorden til gavn for natur og miljø, og så stil skarpt på det virkelige problem. At landbrugsstøtten er bankstøtte.

Læserbrev i Politiken, 8. maj 2012

Ophævelse af Sommerhusregel er kortsigtet

Kommunernes Landsforening og trængte sommerhusejere i landdistrikter plæderer nu for ophævelse af de regler, der forhindrer velhavende europæere i at købe danske (sommer)huse. Forslaget kommer, fordi mange huse står tomme i landdistrikter præget af erhvervstilbagegang og fraflytning – f.eks. på Langeland jf. Politiken (22/1). Situationen er naturligvis tragisk for de folk, der er stavnsbundet til usælgelige boliger eller sommerhuse. Lavkonjunkturen har forværret situationen, og så er det besnærende at mangedoble køberskaren ved at tillade udlændinge på markedet. Det kan uden tvivl give nogle landdistrikter et økonomisk boost, hvis Danmark lemper på den særregel, som Danmark fik indføjet ved optagelsen i EF. Pengestærke købere vil kunne sætte gang i det fastfrosne boligmarked og vende en negativ spiral, hvor faldefærdige rønner og ”til salg”-skilte i sig selv modvirker bedring.

Men både danskere og dansk natur kan nemt komme til at betale en meget høj pris. For når konjunkturerne vender, så vil vi opleve en situation med enormt pres på sommerhusmarkedet. Prisudviklingen vil sandsynligvis få de opskruede priser for få år tilbage til at minde dumpingpriser, og det vil gøre det meget svært for almindelige danskere at erhverve et sommerhus, hvilket netop var argumentet for særreglen. Situationen vil medføre et massivt pres på beslutningstagerne, og pengemænd vil stå i kø med byggeprojekter og argumenter om vækst og liv i landdistrikterne.

Dette vil udgøre trussel mod den restriktive kystzoneforvaltning, som har været pejlemærke siden 1937-Naturfredningsloven og især med zonelovgivningen fra 1970. Det har forhindret tivoliseringen af vores kyster og sikret sammenhængende natur, der, de fleste andre steder, er forsvundet i vores intensivt opdyrkede landskab.

Erfaringerne viser, at det er svært for myndighederne at stå fast, når presset bliver for stort. Vi har set det i byudviklingen, hvor f.eks. de grønne kiler mellem ”byfingrene” i hovedstadsområdet mange steder er blevet indsnæret af udbygning og infrastruktur. Vi har set det langs motorvejene, hvor endeløse strækninger med erhvervsvirksomheder er vokset frem, fordi de alle vil ligge i 1. række. Vi har set med golfbaner, hvor pengemænd op gennem 0’erne pressede massivt på for tilladelser til golfbaner garneret med liebhaverboliger i naturen. Og kommunerne koordinerede utilstrækkeligt, fordi de hver især forsøgte at få ”so ein ding”.

Der er således god grund til at være virkelig påpasselig med at lempe på sommerhusreglen. Løsning af landdistrikternes problemer på kort sigt må ikke blive et tveægget sværd på lang sigt.

Søren Præstholm
Formand for Landskabsværkstedet, ekstern lektor på Institut for Geografi og Geologi, KU
(dønnerupvej 9, 2720 Vanløse)